Base på Ærø, udsyn til hele landet
Jeg hedder Lasse Bøgeskov Andersson, og med base på Ærø i det Sydfynske Øhav løser jeg opgaver med kommunikation og journalistik i hele landet. Det er meget vigtigt for mig at være en del af et levende lokalsamfund og bidrage til det gode øliv, og jeg trækker meget på mine egne erfaringer herfra, når jeg løser opgaver rundt om i landet. Jeg tror på, at stærke fortællinger og god kommunikation er den bedste forbindelse mellem mennesker, og det har kendetegnet mit tidligere arbejde - både som journalist og ledende redaktør i DR, som producent hos Laud People og som efterskoleforstander på Ærø Efterskole. Her har den menneskelige gnist og forbindelse været det vigtigste, og derfor starter mit arbejde altid med det udgangspunkt.
Jeg har desuden stor erfaring med projektledelse og fondsansøgning fra mine egne projekter. Jeg er medstifter af Øhavet Festival, som nu lever som en årligt tilbagevendende begivenhed på Ærø, og jeg har skaffet midler til at producere lydvandringen “Byen og Havet”, som jeg også selv var projektleder for under Marstal Søfartsmuseum.
Jeg tror på fortællingens magiske kraft til at forbinde mennesker - uanset om det er i et nyhedsbrev, en pressemeddelelse, en video på sociale medier eller en længere dokumentarudsendelse. Derfor skal vi blive ved med at fortælle vores historier til hinanden.